Mobilfilmkonkurrencen EDIT24 for fynske børn og unge i 4.-7. klasse tager imod tilmeldinger til det nye skoleårs store filmdyst.
Frem til den 10. oktober kan lærerne tilmelde deres klasser, og vi håber igen at kunne sætte rekord.

Indtil videre har 62 klasser fra 25 skoler i alle 9 deltagende fynske kommuner tilmeldt sig. Dvs. at foreløbigt er 1359 elever med 84 lærere tilmeldt. I skoleåret 2016-17 deltog i alt 143 klasser fra 47 fynske skoler. I alt skabte 3074 elever og cirka 250 lærere film i konkurrencerugerne og var til lokalgallaer ude i de enkelte kommuner.

I det nye skoleår ligger konkurrenceugerne i uge 9-11, 2018, og den store fynske galla foregår den 6. april 2018. Lokalgalla’erne gennemføres i nært samarbejde med de gode samarbejdspartnere:
Assens Bibliotek, Kerteminde Bibliotekerne, Langeland Bibliotek, Middelfart Bibliotek, Nordfyns Biblioteker, Nyborg Bibliotek og filmprofilskolerne Højby Skole i Odense Kommune og Tingagerskolen i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Eleverne i 4.-5. klasse skaber animationsfilm og i 6.-7. klasse står den på realfilm – alle arbejder ud fra et udstukket tema og filmfaglige benspænd. Forud for konkurrenceugerne skal lærerne klædes filmfagligt på, hvorfor EDIT24 tilbyder skræddersyede filmkurser i skabelse af både animationfilm og realfilm. Kurserne ligger i november 2017, og man tilmelder sig dem samtidigt med, at man melder sin klasse til EDIT24.

EDIT24 har udviklet sig markant siden 2010, hvor den var tænkt som en efterårsferiekonkurrence for unge i fritiden i biblioteksregi, til at være et skoleprojekt i nært samarbejde med folkebibliotekerne. Den er blevet et mål og omdrejningspunkt for mange fynske læreres arbejde med filmskabelse i skolen, og fungerer således som en løftestang herfor.

Læs meget mere om EDIT24 og se de unges mange skønne kortfilm på www.edit24.dk

Tilmelding til EDIT24 foregår her